Spejderne deltog ved Naturens dag

Søndag den 9. september 2018 var Naturens Dag, som blev fejret rundt om i landet. I samarbejde med Vordingborg Plantehandel stillede spejderne op med bål og snobrød til de fremmødte børn. 

Vejret var herligt og smagte stadig af sensommer, da vi havde pakket traileren og stillede op ved Vordingborg Plantehandel. Grupperådet og et par af lederne stod klar til at tage i mod både børn og forældre med forskellige aktiviteter. Der var blandt andet post-løb med en masse gåder. Ved du for eksempel hvad en mus kan trække, ligeså godt som en elefant? Eller hvad du kun kan se på et billede, som andre kan se i virkeligheden? Tænk over det – Svaret giver vi til slut.

Flere børn kom med forældre og bedsteforældre forbi vores hyggehjørne og gik på jagt efter gåderne, som hver udløste et bogstav – hvis man gættede det rigtige ord udløste det snobrødsdej som kunne indløses over bålet. Der blev dog snydt lidt, da det ikke var alle der fik løst alle gåderne. Vores egne familiespejdere kom også forbi, og afprøvede aktiviteterne. Der blev råhygget med snobrød med syltetøj, kogt kaffe og friske æbler. Og pressen kom også forbi og forevigede dagen. Du kan læse meget mere om selve dagen på Sydsjællands Tidendes hjemmeside.

Fik du løst gåderne? En mus kan trække vejret ligeså godt som en elefant 😉 Og du kan kun se dit ansigt på et (spejl)billede, mens andre kan se det i virkeligheden.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *